torsdag den 23. august 2012

Endnu en uge i Nuuk.















Så kom den store dag, 17. august, endelig, hvor eleverne på Ukaliusaq (betyder kæruld som er en plante som minder om en mælkebøtte med lange hår lignende blomster) skulle starte og det er en dag som man anser for en festdag i de mindste klasser. De mindste elever, 1. klasse, er klædt flot i deres nationaldragt og der er flotte kager til deres forældre som kommer og starter skolegangen med deres børn. Anne og pigerne kom ned på skolen får at opleve denne dag og se de flotte børn i deres dragter som Estermarie troede var klædt ud som indianer.
Den 17. august bød på flere spændende tilbud, vi blev inviteret på kaffemik flere steder, vi endte dog kun med at komme hen til en da det også var dagen hvor vi kunne komme ned at få udpluk i vores container og få nogle af vores egne ting, dyner, puder, tøj, legetøj, klapvogne, cykler og diverse køkkenting blev taget med op i vores vakantbolig og nu føles det mere som vores hjem J Pigerne har virkelig nydt at få legetøj igen og kan sidde længe og lege inde på deres værelse. Vi er meget glad for især cykeltraileren som kan laves til klapvogn så vores skuldre kan slappe lidt af og pigerne kan få hvilet benene lidt når vi er ude på tur.
Weekenden stod i dyrenes tegn i Nuuk, der var dyrskue i den ene ende af Nuuk og selveste Poul Thomsen var med til at åbne dyrskuet og han deltog også som dommer i diverse konkurrencer. Der var rigtig dejligt vejr den dag og vi besluttede at en gåtur ned i den gamle del af Nuuk, det som hedder kolonihavnen og Myggedalen området deromkring. Det er fyldt med huse i alle farver og nogen af den ligger nærmest i vandkanten.
Vejret er meget omskifteligt heroppe, om morgen er der for det meste tåget og tågen begynder så at aftage sidst på formiddagen og så er der godt vejr resten af dagen. Om aftenen kommer tågen så snigende igen, man kan ligefrem se den komme henover bjergene stille og roligt hvilket er meget fascinerende at iagttage. Noget som også er meget interessant at iagttage er ”Radiofjeldet” som vi kan se fra vores stuevindue, det er som om man får øje på noget nyt derovre for hver gang man kigger og der bliver også taget mange billeder af bjerget som gemmer på en del mystik.
Anne har fået arbejde i Mikisoq, som er en privat ejet institution og skal i begyndelsen have pigerne med på arbejde, da de ikke er startet i institution endnu, de starter mandag d. 3. september. I næste uge skal Estermarie dog på besøg nede i børnehaven Umiaq i nogle timer for at vende sig til de voksne og de andre børn dernede inden hun starter, det glæder hun sig meget til.
Tiden flyver rigtig stærkt her og i går kiggede Anne og jeg på hinanden og sagde at det er utroligt at det i morgen allerede er fredag og der er gået endnu en dejlig uge.

 

1 kommentar:

  1. Hej med jer. Dejlige billeder i har taget. Det ser så spændende ud det hele. Held og lykke fortsat med nyt job og de spændende udfordringer. Savner jer i gadebilledet.;-)
    Knus

    SvarSlet