lørdag den 22. december 2012

December måned og den søde juletid

Det er blevet december i det grønlandske og sneen daler ned og der begynder så småt at sprede sig julehygge i alle kroge af Nuuk. Julepynten er kommet at hænge i lysmasterne og der er de traditionelle orange julestjerner i de fleste grønlandske vinduer og hjem med respekt for sig selv. Solen har også vist sig fra sin bedste side og givet en masse dejlige billeder af Sermitsiaq og den skønne og flotte natur heroppe.




På skolen er december en travl måned, den starter med julebazar, hvor eleverne arbejder i forskellige juleværksteder. I værkstederne laver de forskellige jule ting som skal sælges, salget går som regel altid godt og overskuddet går til skolen. I de senere år har overskuddet betalt for nye legeredskaber i skolegården og fokusboards i alle klasselokaler, i år er det på tale at overskuddet skal gå til idrætsredskaber, hvilket os som har idræt er meget glade for J.
Efter julebazarens hektiske dage bliver det tid til noget mindst ligeså hektisk, terminsprøver… Eleverne har i to uger prøvet hvordan det vil blive til sommer når de skal til den rigtige prøve og mange elever har meget at lære endnu. Heldigvis går det også godt med prøverne, mange får øjnene op for hvor meget der egentlig bliver krævet af dem.




 
 
Trættende og tunge terminsprøver bliver afløst af en dejlig lyd af elever som synger ”Santa Lucia” på dansk og grønlandsk og gangene på atuarfik Ukaliusaq bliver igen fyldt med masser af sammenhold og julestemning, for nu ved vi at julen er nær.
Torsdag d. 20. december skal vi alle i kirke til grønlandsk julegudstjeneste med sange og juleevangeliets historie og budskab. Efter julegudstjenesten er der dans og sang om byens juletræ, hvor alle er sammen og hygger sig. Efter dansen og sangen går vi ud i vores klasser og hygger sammen vores elever, borgmesteren har besluttet at i dag må eleverne få sukker i skolen (hvilket ellers er bandlyst) og han har sendt en lille slikpose, en müeslibar, en juice og et stykke frugt til hver elev og lærer uhm. Eleverne sendes hjem kl. 12:00, hvor efter den står på kollegial hygge på lærerværelset, med uddeling af gaver til nisserne og en hyggelig samspisning med grønlandske specialiteter, som mattak (sælspæk), tørret fisk og tørret hvalhud. Og nu står den så på juleferie, hvor de sidste indkøb af gaver og mad står for døren.

December måned har budt på fyldt postkasse med mange julekort fra familie og nære venner fra Danmark og USA, hvor er det dejligt at modtage så mange julehilsner og vide at alle har det godt. Estermarie og Almasofie nyder at komme hjem fra børnehave og dagpleje, for hvis lyset er tændt i den lille forgang har julemanden været og lægge pakker i julesokkerne.



Den har også stået på luciaoptog i Umiaq, hvor pigerne sang ”Santa Lucia” og drengene sang ”Niisimaannguaq”, efter de dejlige sange var der julehygge med de andre forældre og børn og til slut var der dans omkring juletræet.
I går, d. 21. dec., blev der afsløret isskulpture nede på torvet nede i midtbyen og hvilket syn det var. Juletræet kom ind i stuen og blev pyntet med alt hvad der tilhører på et juletræ, hjerter, kræmmerhuse, kugler, lys, lametta og sidst men ikke mindst prikken over i´et, stjernen. Både Estermarie og Almasofie synes det var rigtig hyggeligt at hjælpe med at pynte træet og se på lysene, de skyndte sig at slukke alt andet lys i lejligheden så de rigtig kunne nyde juletræet i al sin pragt.


















 
 
Juleaften d. 24. dec. bliver også en travl, men hyggelig dag. Julemanden lander i sin helikopter ved Sana (sygehuset) og han er nødt til at flyve i helikopter fordi vi har spist hans rensdyr J. Herefter kommer han på besøg hos vores gode venner, Terkel, Beate, Mie og Simon, hvor han vil dele lidt gaver ud. Juleaften bliver holdt i vores lejlighed, hvor vi for første gang selv skal holde jul alene og selv lave and og ris a la mande.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar